Guldgraverne

Frimærkesamleren har lavet denne nye side, og opfordrer
læserne til at finde nogle af deres små “guldklumper”
frem fra samlingen, dem som man glæder sig mest
over i hverdagen.

Du kan sende et par billeder og lidt tekst til info@3fff.dk


Vores hobby befinder sig i dag i en tid, hvor muligheden for at finde små guldklumper til samlingen aldrig har været større.

De ”ældre” etablerede samlere har igennem et langt liv opsamlet en enorm mængde viden, og står naturligvis klar til nyindkøb til dubletmappen, hvis de opdager, at sjældne ting udbydes til spotpris.

Når disse små guldklumper (dubletmapperne) kommer til salg, burde de kunne indbringe en god pris. Det forudsætter naturligvis, at køber også har den nødvendige viden.

Den måde der samles på i dag, har ændret sig meget igennem de seneste 30-40 år. Det er derfor afgørende, at den indhøstede viden bliver videregivet til de  kommende generationer, på en enkel og brugbar måde.

Der samles nu på Frimærker, Breve & Postkort i mange forskellige kombinationer, og den enkelte samler laver selv den røde tråd i samlingen. En samling der fortæller en historie, er i princippet altid komplet, men kan udbygges hvis nye små guldklumper, der passer ind i samlingen, dukker op.

I fremtiden må vi forvente, at priserne på ”almindeligt” materiale vil tilpasse sig efterspørgslen, og for topobjekterne er det udstillerne i deres jagt på en guldmedalje, der påvirker prisen.

Vi befinder os i en situation med stort udbud af standard materiale, hvor ingen kender den fremtidige efterspørgsel, og en ny trend, hvor blot 5-10 nye samlere der vælger samme samleområde, vil kunne påvirke prisniveauet.

Der er givetvis nogle overraskende prisjusteringer på vej i de kommende års frimærkekataloger.

Frimærkesamleren har lavet denne side i håb om   at få synliggjort, hvad det er der skaber størst glæde i hverdagen for den enkelte samler. Vi opfordrer derfor læserne til at bidrage med egne erfaringer.

Om det så er en gave fra en ven, et røverkøb eller noget der har kostet blod, sved og tårer, må bladets læsere vente på at høre nærmere om.

Et ordsprog siger at lykke ikke kan købes for penge, men gælder det også indenfor vores hobby?

Dansk Vestindien
I sidste nummer af Frimærkesamleren blev der vist en fireblok af 3 cents frimærket fra 1873 fra plade I. Dette tryk har i mange år ikke været kendt, før man fandt en fireblok i Postmuseets samling i 1972. Der er nu dukket endnu en fireblok op, og det bliver sikkert ikke den sidste.

Der er ligeledes dukket et løst mærke op med delvist manglende takning, så der har været brugt for en saks. Ill. nr. 1 og 2.

Færøerne

Julekort fra Færøerne annulleret 23. december 1932, påsat mærkat med dansk tekst ”Spis Færøsk klipfisk verdens bedste”.  Mærket er noteret i GF katalog nr. 15, der nævner at mærket er udgivet i 1933/34 med både dansk og færøsk tekst. Kender yderligere et julekort fra 1931 hvor dette mærke med dansk tekst er benyttet.

Mærket er tegnet af Frithiof Welleus og trykt af H. N. Jacobsens Boghandels Accidenstrykkeri.

Oplaget er ukendt. Helark sjældne.
Mærkerne blev fremstillet i helark a. 10 stk. og solgt for 25 øre pr. mærke. Arket er påtrykt ”paa brev til udlandet maa mærket kun anbringes paa kuvertens bagside” Nogle af disse ark blev doneret til bekæmpelse af tuberkulose og benyttet ved årsskiftet 1933/34.

Arkene blev påtrykt teksten ”Hele indtægten af Salget tilfalder ”Føroya felag móti tuberklasjúku” til Hjælp for tuberkuløse Børn paa Færøerne”. Ill. nr. 3.

Island

Julehilsen fra Aarup til Reykjavik på Island, sendt via Røde Kors som Radiohilsen.

Kortet er annulleret 22. november 1944 og er fra  den periode, hvor al kommunikation mellem Danmark og Island var afbrudt.

Radiohilsenen er tilsyneladende sendt uden tysk tilladelse, og er ikke tidligere set. Ill. nr. 4 og 4a.

Grønland

Julehilsen fra Hyllinge via Røde Kors sendt som radiohilsen til Mørkefjord på Grønlands østkyst.

Udklip fra lokalavisen i Grønland der omtaler  Julehilsner via Danmarks Radio til pårørende i Grønland. Ill. nr. 5.

Julehilsnerne hørtes første gang 15. december imellem kl. 18. og 19 grønlandsk tid. Desværre sendt uden varsel, men takket være Godhavn nåede de i Godthaab at høre nogle af disse. Til daglig lyttes der sjældent til København, fordi signalet går dårligt igennem, og dels fordi de tyskkontrollerede radioprogrammer er mere irriterende end spændende.

Radiohilsen sendt til Jens Marius Jensen, der må være fangstmanden, der gik under navnet Marius Jensen. Han kom til Grønland som fangstmand for Fangstkompagniet Nanok, men blev fanget af krigen. Marius blev inddraget i krigen som soldat i den Østgrønlandske Slædepatrulje.
Formålet var at holde Tyskerne væk fra området, og sikre de meget vigtige vejrmeldinger, der kunne forudsige vejret i Europa. Ill. nr. 6.

Marius var flyttet og gjorde tjeneste på Stationen Eskimonæs i 1943, da stationen blev angrebet og nedbrændt af tyskerne. Ill. nr. 6a.