Spidsbergen er den største ø på Svalbard.
Det nærliggende havområde tiltrak fra 1500 tallet
hvalfangere fra de store søfartsnationer.
I takt med at hvalbestanden blev reduceret pga.
overfiskeri, blev der etableret landbaserede anlæg
til bearbejdning af fangsten.
Danmark og Holland havde hvert sit område på den
nordlige del af Spidsbergen.
På land blev der drevet lidt fangst, samt etableret nogle
kulminer.
Ingen lande havde gjort krav på Svalbard, der således
var åbent for all.
Danske Øen blev fra 1896 udgangspunktet for Andrés
luftballonfart med Nordpolen som mål. Dette skabte
stor interesse for området, og en begyndende turisme
blev igangsat.
Kort dateret år 1380
Hvalfangerskibe fra 1600 tallet
Kort fra 1600 tallet (c)
Flere lande drev minidrift på Spitzbergen, Norge, USA, England og Rusland.
Det var John Longyear fra det amerikanske firma Arctic Coal Company,
der grundlagde Longyear byen i 1906.
Spitzbergen med den senere oprettede Longyear By blev grundlagt i 1906
ligger, og ligger i en afstand på 836 km nord for Nordkap i Norge.
John Munroe Longyear og Frederick Ayer (Artic Coal Company) foran deres tørvehus.
Andrée´s Polarekspedition (c)
Andrée´s Polarekspedition med en luftballon blev udskudt til
år 1897 pga. dårligt vejr.
Turismen tog sin begyndelse, og til kommende turister kan oplyses at der
på Svalbard ikke er myg.