Julehilsen

FFF nyhedsbrev nr. 77

Bestyrelsen i FFF ønsker vore medlemmer og samarbejdspartnere en glædelig Jul samt et Godt Nytår.
Vi vil samtidig takke for den store opbakning, vi har fået, i det år der er gået. Her tænker vi ikke mindst på den økonomiske støtte  til fremstilling af nye udstillings rammer, hvor POST Greenland, Danmarks Frimærke Handlerforening, Frimærke, Brev & Postkort Messen, Frimærkesamleren, og Danske Filatelisters Fællesfond har bidraget. Udstillingsrammerne, der allerede har været benyttet 5 gange i år, har vist sig at leve fuldt op til vore forventninger. Rammerne har ligeledes fået stor ros fra publikum og udstillere, er nemme at montere samlingerne i, og efter aflåsning med 2 låse i en sikkerhedsklasse helt i top.
Udformningen af rammerne imødekommer også klubbernes behov fremover, med en svagt stigende gennemsnitsalder, idet de kun består af 2 dele, der blot hægtes sammen.
Det er vores forventning, at dette tiltag vil øge udstillingsaktiviteten især på Sjælland, hvor bl.a. en række klubber under SFK ikke har haft adgang til at låne/leje rammer i en årrække.
Rammerne administreres og opbevares af Frimærkesamleren, dog har FFF købt et antal rammer for de midler, vi har modtaget fra Danske Filatelisters Fællesfond. Vi forventer i 2014 at fremstille yderligere ca. 100 stk.
 
Året 2014
Det er rart at kunne se tilbage på et godt år men mere væsentligt, hvad vi forventer os af det nye år:

  • FFF afholder generalforsamling den 24. marts, hvor vi vil fremlægge et flot regnskab,
  • Vores aftale med Frimærkesamleren fortsætter, og vi forsøger at fremrykke februar nummeret til januar for bl.a. at få storauktionen med. Flere FFF medlemmer leverer artikler til Frimærkesamleren, og kan tage deres del af den ros, som bladets abonnenter giver for den positive udvikling, bladet har været igennem i de senere år, en udvikling vi forventer vil fortsætte.
  • Storauktionen, der afholdes lørdag den 8. februar, er lagt ind på hjemmesiden og vil blive den største vi endnu har afholdt, med mange spændende lots.
  • Frimærke, Brev & Postkort Messe 2014 er planlagt til lørdag/søndag den 8/9. november på Radisson Blu som sidst.
  • Vi ser frem til at udbygge vores samarbejde med SFK klubberne i 2014 til  gavn for dansk filateli.
  • Vores skole og kursusprojekt fortsætter den 25. januar og henvender sig til både begyndere og de mere garvede.
  • Den 13 januar får vi besøg af Postdanmark, der vil gøre os lidt klogere på, hvad der sker i postvæsenet i disse år, nye frimærkeudgaver, nye trykkemaskiner mv.
  • Andre aktiviteter vil løbende kunne ses på vores hjemmeside www.3fff.dk

Bestyrelsen

 Mandag den 6. januar starter vi igen vore aftenmøder, og ser frem til et spændende nyt år.

Dette indlæg blev udgivet i Generelt.