Postvæsenet har i tidens løb rådet over i alt 4 forskellige frimærketryk-maskiner, der er blevet anvendt i forbindelse med trykningen af de stålstukne frimærker.

De 4 forskellige frimærketrykmaskiner beskrives nedenfor.

Frimærketrykmaskine M.1

Der blev til start indkøbt en frimærketrykmaskine, der skulle anvendes til fremstillingen af de første stålstukne frimærker.

Den første frimærketrykmaskine, der benævnes M.1 blev leveret i efteråret 1932, og blev som efterfølgende maskiner leveret af firmaet Goebel AG fra Darmstadt i det sydvestlige Tyskland, lidt syd for Frankfurt.

M.1 var firmaets første eksemplar, og var en stålstikrotationsmaskine på 15 tons med en kapacitet på 3.600 ark i timen. Ved hver omdrejning af trykcylinderen blev der trykt 2 ark i kun en farve.

Den 28. marts 1933 påbegyndte M.1 trykningen af oplag 1, 2 og 3, der alle var af 5 øre grøn stålstik bølgelinje med udgivelse 1. juli 1933. Herefter fortsatte fremstillingen af bølgelinje- og karaveludgaverne, der som dagligmærker, hver især skulle fremstilles i mange værdier.

Postvæsenet havde på dette tidspunkt et årligt forbrug på ca. 3 millioner ark.

M.1 blev nedtaget i efteråret 1967, og 16. november var sidste dag, den var i brug ved trykningen af Postfærge overtryk på oplag 1994 og 2007, der hhv. var 5 øre vinrød bølgelinje og Postfærge 1 kr. brun lille rigsvåben, der blev udgivet 2 dage senere.

Frimærketrykmaskine M.2

Stigende behov for frimærker førte til indkøb og installation af endnu en Goebel frimærketrykmaskine.

Den anden frimærketrykmaskine, der benævnes M.2 er en teknisk à jour ført maskine svarende til M.1.

M.2 blev opstillet på Amager i samme trykkerihal ved siden af M.1, idet man flyttede sorteringen til andre lokaler.

Dens kapacitet på 3.500-4.000 ark i timen svarede nogenlunde til M.1, og ved hver omdrejning af trykcylinderen blev der, ligeledes som ved M.1, trykt 2 ark men nu i en eller to farver.

M.2 var ny på den måde at den ud over ét trykværk for en farve stålstik ligeledes var forsynet med et dybtrykværk — også kaldet fotogravure, hvilket således gjorde det muligt at trykke frimærker i 2 farver.

Den 8. juni 1953 blev M.2 taget i brug ved trykningen af oplag 1140, der var 10 øre grøn bølgelinje, der blev udgivet første gang 21. september 1950, og således i den mellemliggende periode havde været trykt på M.1.

Dybtrykværket i M.2, blev ikke benyttet ret meget, og kun til supplering af stålstikket, således f.eks. til røde Røde Kors symboler på de blå Røde Kors frimærker i 1959 & 1966.

Det skal dog ikke beklages at dybtrykket på denne maskine aldrig blev brugt i forbindelse med et dybtrykt frimærke, da denne trykmetode, i hvert tilfælde med datidens teknik, sjældent giver noget virkeligt godt resultat i frimærkets lille format, hvor de fine detaljer som regel går tabt.

Trykningen med M.2 voldte ikke de samme kvaler som med M.1, da de omtalte børnesygdomme for længst var overvundet.

M.2 var i brug helt frem til begyndelsen af 1982, hvilket havde den store fordel, at man under byggeriet og udflytningen til Ballerup hele tiden kunne køre produktionen på 2 maskiner.

Mens M.4 blev opstillet på den nye lokation i Ballerup, fortsatte produktionen på M.2 & M.3. Da M.4 blev taget i brug i slutningen af 1981, producerede man på 2 forskellige lokationer mens M.3 blev flyttet, og da M.3 var blevet opstillet på den nye lokation og kunne tages i brug, udgik M.2 af produktionen, og endte delvis som udendørs skulptur foran de nye lokationer i Ballerup.

Frimærketrykmaskine M.3

Den tredje frimærketrykmaskine, igen en Goebel maskine, der benævnes M.3, havde en kapacitet på ca. 8.500 ark i timen; altså en ca. dobbelt kapacitet i forhold til M.1 og M.2, og ved hver omdrejning af trykcylinderen blev der trykt 3 ark nu i en, to eller tre farver.

Den 14. juni 1968 blev M.3 taget i brug ved trykningen af oplag 2020, der var 60 øre rød Kong Frederik IX i by tegning, der blev udgivet første gang 30. juni 1967, og i den mellemliggende periode havde været trykt på både M.1 og M.2.

Maskinen var på det tidspunkt med den nyeste og bedste teknik, og var på flere områder langt mere avanceret end de foregående maskiner. Ud over de ovenfor nævnte muligheder gav M.3 ligeledes mulighed for trykning med nyere farvekonstruktioner og forbedrede måder papiret blev behandlet på f.eks. optørring, valsestyring og perforering. Som følge heraf var det ikke længere muligt at anvende gummiarabicum, hvorefter man måtte gå over til Davac tørgummiering.

M.3 blev opgraderet og moderniseret i flere omgange inden og ligeledes i forbindelse med flytningen til Ballerup.

I forbindelse med ibrugtagningen af M.3 blev det besluttet af udskrive en lukket konkurrence om motivet til det frimærke, der skulle indlede den trefarvede æra.

Konkurrencen blev vundet af kunstmaler og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Richard Mortensen, men det viste sig, at det oprindelige udkast trods store anstrengelser ikke kunne omsættes til et kunstnerisk forsvarligt frimærke, idet farverne løb sammen. Vindermotivet ”Non Figurativ Motiv”, var designet således at forskellige farve stødte skarpt op imod hinanden, og for at undgå at farverne løb sammen, blev der i det oprindelige design indlagt 1 mm. brede hvide ”respektzoner”.

Den oprindeligt fastsatte udgivelsesdato 10. april 1969, måtte derfor udskydes, således frimærket kunne tegnes om med respekt for nævnte respektzone. Da frimærket senere udkom d. 10. november, blev det Danmarks andet trefarvede frimærke. Det først udgivne, med de samme ”respektzoner” udkom 12. juni i anledning af Dannebrogs 750 års jubilæum.

Allerede året efter fandt kunstnerparret Sven og Alan Havsteen-Mikkelsen på at udnytte netop dette farvesammenløb i deres kompositioner. ”Dansk skibsfart”, udgivet 24. september 1970, blev tegnet af kunstnerparret, og dette blev første gang, der i Danmark blev opereret med ”flerfarvede frimærker trykt med kun 2 eller 3 farver”, hvor man i stedet for at holde farverne skarpt adskilte fra hinanden i stedet bevidst udnyttede at farverne løb sammen.

M.3 var i brug til sidste dag med produktion her i Danmark.

Frimærketrykmaskine M.4

Alderen samt teknikken på M.2 gjorde at der blev behov for en erstatning.

Indkøbet af erstatningen for den udtjente M.2  medførte en del overvejelser med hensyn til hvilken type maskine der skulle købes. I overvejelserne indgik først og fremmest behovet for flere forskellige udtryksformer, f.eks. Kombinationstryk, men der blev ligeledes skelet til andre landes præstationer sammenholdt med den til rådighed værende teknik.

Det vanskeligste valg var nok valget mellem 4 dybtrykværker eller 4 offsetværker. Valget faldt til sidst på de 4 offsetværker, primært ud fra den vurdering af, at den var bedst egnet til at fremstille de bedste frimærker udseendemæssigt, men også ud fra hensyn til de miljømæssige ulemper ved dybtrykteknikken.

M.4 endte således med at blive endnu en Goebel maskine.

M.4, der blev frimærketrykkeriets sidste, havde så mange ligheder med M.3 at dele frit kunne flyttes mellem de 2 maskiner.

M.4 var, som M.3 under en af dens opgraderinger var blevet det, udstyret med et vendeaggregat, der muliggjorde 6 farvet tryk i stålstik i halv bane.

M.4 var udstyret med en kamperforator, der perforerer 2 rækker ad gangen, hvor der tidligere er blevet perforeret hele ark ad gangen. Det betyder således at ark trykt på M.4 er gennemperforeret i marginen.

Den 23. november 1981 blev M.4 taget i brug ved trykningen af den nye type Dronning Margrethe II, 1,60 kr. rød, der blev udgivet 14. januar 1982.

M.4 var i brug til sidste dag med produktion her i Danmark.

Goebel AG

Goebel A/G og senere Goebel GmbH gik konsurs 8. august 2000.

På samme adresse i Darmstadt ligger i dag Goebel IMS, der ligeledes er en maskinfabrik, der fremstiller ”store” maskiner.