Frimærke, Brev & Postkort Messe 2013

 
Nye udstillingsrammer.
Fremstilling af de nye udstillingsrammer er gået hurtigere end planlagt og de første 100 stk. forventes nu færdige til Frimærke, Brev & postkort Messe 2013. Vi glæder os til at kunne tage rammerne i brug, og håber de vil leve op til brugerne og publikums forventninger.
Inden fremstillingen har vi nøje undersøgt markedet og set på en del af de rammer, som allerede findes, og fået prøve eksemplarer fra udlandet, men har ikke fundet en ramme, som kunne opfylde vores krav. Vi har derfor valgt en ny, dansk fremstillet ramme med et helt nyt design. En robust, sikker ramme i aluminium og rustfri stål, hvor vi har taget hensyn til udtrykte ønsker fra klubber, udstillere, opstillere, udstillingsgæster mfl.

  • Vi har købt en lukket trailer til 30 rammer, så vi og andre selv kan afhente rammerne og dermed spare en dyr transport.
  • Opstilling af rammerne er betydeligt forenklet. Tidsbesparelsen anslås til ca. 80 %.
  • Montering af samlinger i rammerne er også forenklet. Plancherne stilles på/imellem magnetlister så bl.a. skævheder i opsætningen kan undgås. Her er tidsbesparelsen også anslået til ca.80 %.
  •  Rammerne kan benyttes (som i Tyskland) til alle standard formater af blade, Safe, Lindner og fra A 1 til de mindste objekter.
  • Rammerne kan sættes sammen i f.eks.150 grader vinkel stedet for den kendte faste 90 grader vinkel, hvilket giver væsentlig bedre lysforhold og færre skygger på samlingerne.
  • Udstillerne får plads foran deres samling, og kan fortælle en gruppe personer om samlingen, hvor der typisk i dag kun er 1-2 personer, der kan se.
  • Gæster, især dem der bruger briller, kan bedre se alle de udstillede plancher på en ramme, idet udstillingsfeltet er reduceret med ca. 15 cm i både top og bund og bredden er forøget, således at de nuværende 4 rækker á 4 plancher er erstattet af 3 rækker á 5 plancher.  Safe og Lindner blade kan således benyttes med 15 plancher pr. ramme i stedet for de nuværende 12.
  • Opstilling af rammerne kan tilpasses alle lokaler og der mulighed for opstilling i mange formationer, bl.a. cirkler og rhomber.

Læs mere om messen under særskilt afsnit.
 

Dette indlæg blev udgivet i Frimærke, Brev & Postkort Messe, Udstillinger.